Mit telt

 

Jeg har selv syet mit saxertelt I HÅNDEN. Det var et stort projekt, som jeg gennemførte over en vinter og med stor teknisk hjælp fra Karin, som selv har været processen igennem et par gange. Der er flere i Fyrkatgruppen, der har syet telte af den samme slags stof, så nu er jeg en del af "Blå Stue".

I galleriet vil I se mange billeder af mit telt, for jeg er meget glad for og stolt af det, og høster da også en del roser fra andre vikinger for det.

Teltet er syet i en meget tyk uld, som er købt hos Harrys ArbejdskläderAB i Sverige. Virksomheden er efterfølgende lukket, men henviser til et andet fir-ma. Stoffet er vandtæt, og den mørke farve har desuden den fordel, at det er mørkt, når man skal sove! Det er rigtig rart på vikingemarkeder, som jo næsten altid foregår i de lyse nætters tid. Ulempen er så, at man bliver nødt til at have en anden lyskilde, men der findes heldigvis mange muligheder.

Under links henvises der til stofleverandør og teltmønster. Det kan anbefales at bestille stofprøver, inden man tager den endelige beslutning om stofvalg. På den måde kan man bedre vurdere både kvalitet og farve.

I forhold til beskrivelsen, har jeg valgt at sætte en ekstra bane i i midten, så jeg får 1,5 m ekstra længde på teltet, og jeg har lavet åbningen på langsiden i stedet for i apsis, ved at siden kan slås op. På den måde får jeg en slags oversejl, som vi kan sidde under med vores varer, og om aftenen kan vikinger mødes her i festligt lag! Desuden er teltet forstærket med læder, for trækket i stoffet er stort, når det blæser. Karin var ude for, at hendes telt gik i stykker, og hun ”opfandt” så forstærkningen, der i korthed går ud på, at der i toppen af hver apsis er syet et stykke læder. Ved samlingen af teltet er der ligeledes syet et stykke læder i hver side, som går hen over overlæggeren.